Min baggrund
Terapeut, lærer og livsnyder
Specialist i tab og sorg, tidlige og komplicerede tab.
Medlem af Dansk Psykoterapeut Forening siden 2008.
Jeg har haft egen praksis siden 2007 og er uddannet på Psykoterapeutisk Institut i København. Jeg er oprindeligt skolet indenfor Gestaltterapi, oplevelsesorienteret familieterapi og eksistentiel psykoterapi. Jeg har et hav af efteruddannelse i bl.a. kropsterapi, Mindfulness samt somatisk tilknytningsterapi og traumebehandling.
Oprindeligt er jeg uddannet lærer. Jeg sporede mig hurtigt ind på specialskoleområdet, hvor jeg først arbejdede med udviklingshæmmede børn. Sidenhen arbejdede jeg primært med normalbegavede børn med adfærdsproblemer, psykiske og psykiatriske lidelser.
Ved siden af min praksis har jeg tidligere arbejdet i ungdomspsykiatrien, hvor jeg arbejdede med unge som led af skizofreni, psykoser, depressioner, angst selvskade og misbrug.
Som psykoterapeut har jeg været tilknyttet Kræftens Bekæmpelse, hvor jeg arbejdede med cancerramte, overlevere, døende, pårørende samt cancerramte familier. Derudover har jeg faciliteret mange sorggrupper.
Jeg har desuden arbejdet i Børn, Unge og Sorg, hvor jeg var supervisor og ansvarshavende i deres ung-til-ung aftenrådgivning.
Jeg har også arbejdet som kriserådgiver i et akutteam, som er underleverandør til flere forsikringsselskaber.
I dag er jeg fuldtid i min praksis. Her igennem fungerer jeg også som ekstern konsulent på et pilotprojekt i Alzheimerforeningen, som henvender sig til børn og unge, hvis forælder er ramt af demens. Derudover leder en gruppe for cancerramte børn i FAVN, som er et samarbejde i mellem Børnecancerfonden og Foreningen af cancerramte børn samt en pårørende gruppe i Bedre Psykiatri.
Jeg bliver ved med at optages af det der foregår mellem mennesker og for at styrke mine færdigheder, efteruddanner jeg mig løbende. Bl.a. på GATLA instituttet i Los Angeles, hvor nogle af de største kapaciteter i verden indenfor gestaltpsykologien hører til.
Senest har jeg taget en efteruddannelse i somatisk tilknytningsterapi, neuroaffektiv udviklingspsykologi og traumebehandling (SATe) ved Diane Poole Heller, Traumasolutions.
Jeg går naturligvis løbende i egenterapi og modtager supervision som en selvfølgelig del af mit virke og udvikling.
Endelig har jeg rejst, boet og arbejdet i Europa, Grønland, Amerika, Asien, Sydamerika og Afrika. Jeg har en oprigtig interesse for mine medmennesker. Derfor er jeg terapeut.
Jeg er født i 1974 og bor i Lyngby med min mand Henrik og vores søn Storm.