Hodding Carter, Journalist
Når jeg arbejder med børn, anvender jeg Oaklandermetoden https://www.oaklandertraining.org, link som er en nænsom terapeutisk model, der rummer stor respekt og omsorg for barnet, samt møder barnet på barnets præmisser. Metoden udspringer af gestaltterapien, men er særligt udviklet til terapeutisk arbejde med børn.
Min vigtigste opgave at få skabt en troværdig og relevant relation til barnet, så det kan føle sig tryg ved at komme hos mig. For at det kan ske kommer alle børn en gang om ugen de første tre til fire uger af terapien. Derefter gå der typisk nogle uger imellem vi mødes.
Det er vigtigt at nævne, at jeg ikke laver adfærdsterapi. Jeg tvinger aldrig barnet til at tale om noget det ikke ønsker at tale om. Jeg giver derimod barnet anledninger igennem f.eks. tegning, leg og visualiseringer til selv at tale sig ind på det som ofte er svært. Hvis barnet ikke ”bider på” ved jeg, at det enten er udtryk for at relationen ikke føles tilstrækkelig relevant endnu eller også er det fordi barnet ganske enkelt ikke er klar til at lukke op for netop det emne endnu, enten modenhedsmæssigt eller det endnu ikke har grund nok under fødderne til netop det emne. Det respekterer jeg, for andet ville være en krænkelse af barnet. Netop derfor bruger jeg også de første gange til at få etableret ”et trygt sted” i barnet som det altid kan trække på og vende tilbage til i terapien og i livet. For at vi som mennesker, børn som voksne, skal kunne trives optimalt er det vigtigt at have et trygt fundament i sig selv.
For at det terapeutiske rum for alvor kan blive barnets rum, har jeg den regel, at forældre ikke må spørge ind til hvad vi laver eller taler om i terapien. Barnet må til gengæld selv fortælle alt det det vil. Det er igen for at værne om barnets grænser og give det bedre betingelser for at det ikke kommer på overarbejde. Min erfaring er, at børn så vel som forældre holder meget af denne regel.
De børn som kommer hos mig, har ofte et tab de tumler med; tab af en nær og betydningsfuld relation, kernefamilie eller fællesskab. Det kan også være et tab af tilhørsforhold, normalitet, helbred eller oplevet tryghed. Andre har været ude for en traumatisk oplevelse af forskellig karakter. Det kan f.eks. være alvorlig sygdom, mobning, ensomhed eller ufrivilligt skolefravær. Flere af de børn jeg har fornøjelsen af at tale med, er neurodivergente, dvs. de har autisme, AD(H)D, høj begavelse og nogle har en kombination, som betegnes 2E. Det er ofte ensomt og fremmedgørende at opleve og være anderledes i livet end den store mængde.
Fælles for alle samtaler med børn og unge er at omdrejningspunktet bliver at de føler sig set og rummet for at de igen over tid kan få en større oplevet tryghed i tilværelse og tillid til egne ressourcer og værdi.