Hodding Carter, Journalist
Når jeg arbejder med børn anvender jeg Oaklandermetoden, som er en nænsom terapeutisk model, der rummer stor respekt og omsorg for barnet, samt møder barnet på barnets præmisser. Metoden udspringer af Gestaltterapien, men er særligt udviklet til terapeutisk arbejde med børn.
I mit arbejde med børn er min vigtigste opgave at få skabt en troværdig relation til barnet, så det kan føle sig tryg ved at komme hos mig. For at det kan ske kommer alle børn en gang om ugen de første tre til fire uger af terapien. Derefter kan der godt gå lidt længere tid imellem vi mødes.
Det er vigtigt at nævne, at jeg ikke laver adfærdsterapi. Jeg tvinger aldrig barnet til at tale om noget det ikke ønsker at tale om. Jeg giver derimod barnet anledninger igennem eksempelvis tegning, leg og visualiseringer til selv at tale sig ind på det som ofte er svært. Hvis barnet ikke ”bider på” ved jeg, at det enten er udtryk for at relationen ikke føles tilstrækkelig relevant endnu eller også er det fordi barnet ganske enkelt ikke er klar til at lukke op for netop det emne endnu. Det respekterer jeg, andet ville være en krænkelse af barnet. Netop derfor bruger jeg også de første gange til at få etableret ”et trygt sted” i barnet som det altid kan trække på. For at vi som mennesker, børn som voksne, skal kunne trives optimalt er det vigtigt at have en trygt fundament i sig selv.
For at det terapeutiske rum for alvor kan blive barnets rum, har jeg den regel, at forældre ikke må spørge ind til hvad vi laver og taler om i terapien. Barnet må til gengæld selv fortælle alt det det vil. Det er igen for at værne om barnets grænser og give det bedre betingelser for at det ikke kommer på overarbejde. Jeg oplever, at børn så vel som forældre holder meget af denne regel.
De fleste børn som kommer hos mig har mistet, nogen har mareridt og andre har været ude for en traumatisk oplevelse af forskellig karakter.